Min søn Valdemar på 17 dansede rundt hele aftenen i går. Han var så glad, så glad over, at restriktionerne nu slutter.

Især mange unge har følt, at deres ungdom er taget fra dem. Det kan man godt latterliggøre og nedgøre. “Dine forfædre døde i en skyttegrav da de var på din alder - så klarer du nok også at gå hjem fra byen kl 22.”

Jeg forstår ikke den slags reaktioner. Jeg forstår til gengæld godt de unge.

Min søn havde arrangeret en nytårsfest med 150 betalende gæster på Refshaleøen. Driftig ung mand, og far var stolt. Det blev de nødt til at aflyse, da selskabslokalerne blev lukket ned med kort varsel.

På min hustrus arbejdsplads havde især de unge glædet sig til den første firmajulefrokost nogensinde. Købt nyt tøj. Den blev aflyst med få dages varsel.

Min Gudsøn havde netop fået sit drømmejob på et diskotek - mødte på arbejde i to dage - og så blev der lukket.

Og ja - der er større problemer i verden. Og ja -
Danmark har haft et ret begrænset antal dødsfald under coronaen.

Men derfor kan man ærligt talt godt anerkende, at det har været to triste og mærkelige år - især for vores børn og unge.

Så jeg deler Valdemars glæde over genåbningen.

Og holder igen med spydighederne over, at det åbenbart skal tage fem dage at genåbne, når nedlukningerne skete fra den ene dag til den anden.

Og jeg skal nok tage mundbind på hele weekenden med. Du vil stadig kunne se smilet i mine øjne.

Vildt. Socialdemokratiet foreslår at droppe anlægget af en plads og en parkeringskælder, som er i fuld gang. Det vil betyde, at 30 millioner kr ryger i et stort hul - bogstaveligt talt. De penge er nemlig allerede brugt og vil således være spildt. Oven i købet påstår Socialdemokratiet, at det er økonomisk ansvarligt!

OK - det her er ret sjovt. Ikke mindst Alex Ahrendsens valg. Jeg har selv været ubeskeden nok til at pege på …. Det må du læse i artiklen.

Det skal altid kunne betale sig at arbejde. Altid.

I Filmmagasinet Ekko er jeg interviewet om den Cancel Culture, der spreder sig blandt nogle af de studerende, som har fået den idé, at der er film, som de ikke skal se, fordi filmene er “krænkende.”

Det er en

“Forfejlet debat
Jan E. Jørgensen fra Venstre ryster på hovedet af, at elever har udvandret fra Dan Dream.

”Jeg har set Dan Dream, og det eneste krænkende ved komedien er, at den ikke er særligt sjov,” siger Jan. E. Jørgensen.

”Filmskolen bør ikke bøje sig for eleverne. Det dur ikke, at en film fjernes fra undervisningen, fordi nogle sarte, unge mennesker ikke tåler at se den. Hvis man aldrig nogensinde bliver konfronteret med noget, der støder ens verdensopfattelse, udvikler man sig hverken som menneske eller kunstner.”

Kulturordføreren minder om, at eleverne ikke selv betaler for uddannelsen.

”Uddannelsen bliver lavet for skattekroner, så Filmskolen har en pligt til at give de studerende en så bred og alsidig uddannelse som muligt.”

”Panserkrydseren Potemkin er sovjetisk propaganda og samtidig en vanvittigt god film, mens En nations fødsel både er et filmhistorisk mesterværk og en forherligelse af Ku Klux Klan. Og at vise en film med et politisk budskab, man måske ikke er enig i, er ikke det samme som at promovere et synspunkt. Det må de studerende indse. Man kan jo heller ikke uddanne medicinstuderende, der ikke vil se blod.”

– Men er der ikke noget befriende over, at en ny generation er deres ansvar som kunstnere bevidst?

”Det er fint med debatter om film, som man ikke kan lide. Men der er for tiden en debat i filmverdenen, jeg ikke bryder mig om, fordi den ligger bånd på den kunstneriske ytringsfrihed.”

”Her tænker jeg også på diskussionen om, hvorvidt en skuespiller må spille en rolle som minoritetsperson, hvis vedkommende ikke selv tilhører den minoritet. Det er helt forfejlet. Skuespil handler jo om at spille et andet menneske end den, man er.”

Censur fra USA
Jan E. Jørgensen fremhæver Gus Van Sants Milk, hvor Sean Penn spiller den autentiske, homoseksuelle politiker Harvey Milk og vandt en Oscar for sin præstation.

”Jeg tudbrølede. Og min forståelse for det svære ved i 1970’erne at være homoseksuel og samtidig stille op i politik for at gøre op med tidens normer, bliver ikke svækket af, at Sean Penn ikke selv er homoseksuel,” mener politikeren fra Venstre.

”Debatten lige nu er bekymrende, fordi den risikerer at føre til dårligere kunst, når man skal følge nogle politiske dogmer. Det er dybest set ikke anderledes end tidligere tiders censur, som i USA typisk er kommet fra højrefløjen med forbud mod bandeord, nøgenhed og den slags.”

”Jeg er ligeglad med, om kristne vil forbyde film med bandeord, eller om kritikere er ude efter Tarantinos film, fordi n-ordet bliver sagt. Begge dele er forkert, fordi det lægger bånd på kunsten. Og hvis der kun må være historier, som bakker et bestemt verdensbillede op, bliver det et fattigt samfund. Jeg tror heller ikke, der vil komme så mange i biografen.”

Det er ærligt talt sørgeligt, at den nye borgmesters første handling er at smide 30 millioner kr i et hul i jorden og droppe en fantastisk plads bag Frederiksberg Rådhus.

Ekstra Bladet skal naturligvis passe sit arbejde, men i mit verdensbillede er det voldsomt grænseoverskridende, at troppe op på privaten - især når man ved, at Claus Hjort Frederiksens hustru er alvorligt syg.

Journalisten fra Berlingske stillede mig følgende spørgsmål: Skal man som journalist eller presse tage højde for, at en politikers ægtefælle er syg?

Jeg svarede med at omformulere spørgsmålet: Om man som menneske skal tage hensyn til andre mennesker? Ja, det synes jeg, at man skal. Og det synes jeg også, selvom man er journalist, og selvom det er over for en politiker.

Det ligner ikke noget, at Ekstra Bladet tropper op i privaten hos Claus Hjort Frederiksen - og da slet ikke, når de ved, at hans kone er alvorligt syg. Havde de forestillet sig, at han ville give et længere interview i entréen? Hvad hvis hans hustru havde åbnet døren? Man kan godt vise menneskelige hensyn - selvom man er journalist på Ekstra Bladet.

Endnu en aften brugt på kulturen. Heldigt at forhandlinger ikke skal lukke kl 22 - som restauranterne.

Vi er nået til enighed om en kompensationspakke, hvor nyhederne er, at aktivitetspuljen fortsætter - og at teatre, spillesteder m.fl. kan vælge af holde lukket måneden ud og få kompensation. Det er nemlig ikke alle, der kan nå at lukke op og køre som normalt allerede fra på søndag.

Tak til Birgitte, Charlotte, Zenia og Ane - samt Morten og Søren, der var med på teams. Og Kasper - der var gået hjem :-)

Nu genåbner kulturlivet, lød det glade budskab fra regeringen i går aftes. Det var en sandhed med modifikationer.

Regeringen ville nemlig kun give mulighed for 350 publikummer i teatre, sportshaller, biografer og spillesteder. Det er fint nok for en lille biograf eller et børneteater, men det batter ikke noget, hvis man skal i Det Kongelige Teater eller til en håndboldkamp.

Det er derfor en kæmpe sejr, at det lykkedes at få regeringen til at løfte antallet til 500. Og det stopper ikke der. Et flertal i udvalget bestående af en enig blå blok og Det Radikale Venstre fik i dag yderligere gennemført, at den såkaldte Superligamodel ikke kun kan bruges til fodbold, men også til håndbold og bio, musik og musicals.

Det betyder i praksis, at der kan opereres med op til tre sektioner med 500 i hver.

Går du i teateret, så kan de forreste rækker være én sektion, de bageste rækker en anden sektion, og balkonen en tredje sektion.

Og i sportshallen kan der være en sektion bag det ene mål - og en sektion på hver langside.

Publikum kommer ikke i kontakt med hinanden på tværs af sektionerne, så sikkerheden er i højsædet.

Tak - ikke mindst til Zenia Stampe - for kan vi ikke lokke De Radikale hen over midten, så har vi som bekendt ikke flertal.