Jan E. Jørgensen

23. januar 2020 23:35

Til fernisering på fantastiske Fanø fotografier på Borgen hos min gode kollega @kronborg_esbjerg #dkpol

Jan E. Jørgensen

18. januar 2020 12:25

Det er en fremragende tekst, som jeg vil gætte på, at 70% af befolkningen vil kunne stå bag.

Jan E. Jørgensen

15. januar 2020 17:49

Er der nogen, der kan huske Stempelquist fra julekalenderen Vinterbyøster? Ham den lettere tossede bureaukrat, der var postmester på posthuset og kun var interesseret i, hvad reglementet sagde - eller rewlemanget som han udtalte det. Og postbuddet, der egentlig godt kunne tænke sig at møde ham Rewlemanget, der sagde så mange mærkværdige ting.

Jeg tror simpelthen, at Stempelquist har taget konsekvensen af nedskæringerne i PostNord og har fået job i Indfødsretskontoret i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Hvordan i alverden kan man få den tanke, at en mand, der har aftjent dansk værnepligt, har fået tilsendt adskillige valgkort til folketingsvalget, har boet i Danmark i 60 år, har danske forældre og kan fremvise en hel bunke danske pas IKKE skulle være dansk statsborger? Stempelquist har foreløbig tygget på sagen i 2 år.

Ministeren - Mathias Tesfaye - tør ikke udstede en garanti for, at den stakkels John ikke bliver udvist (!) Det tør jeg godt. Selvfølgelig bliver han ikke det. Det er altså ikke John, der er noget galt med.

Jan E. Jørgensen

28. december 2019 10:41

Ja. Jeg er også pænt træt af de idioter, der affyrer fyrværkeri mod sagesløse forbipasserende. Det er dødsensfarligt - og det er forbudt. Min forhenværende partifælles løsning er, at alle, der er så uheldige at dele bydel med idioterne, får totalt forbud mod at affyre fyrværkeri. Kollektiv straf!

Jeg ved, at der er mange holdninger til fyrværkeri. Jeg elsker at fyre det af - og har gjort det siden min barndom. Det er flot - lidt spændende - og hører med til nytårsaften ikke bare i min familie - men i mange familier.

Skal den glæde nu fratages alle på Nørrebro - frem for at gå efter de skyldige og få dem anholdt?

Det bliver et nej tak herfra.

Selv dem, der ønsker fyrværkeri forbudt, må kunne se det uholdbare i kun at forbyde det på Nørrebro.

Jan E. Jørgensen

28. december 2019 10:32

Årets 4. mest læste indlæg. Det er da meget godt gået. Godt nytår.

Jan E. Jørgensen

27. december 2019 19:16

Jeg kunne ikke drømme om at ansætte nogen, der ikke vil give mig hånd pga mit køn - for jeg vil ikke ansætte nogen, der forskelsbehandler andre pga deres køn. Og nej - en forklaring om, at din religion giver dig lov til at diskriminere andre, den holder ganske enkelt ikke. Så er den ikke længere. God jul.

Tilføjelse: Jeg mener ikke, at man SKAL give hånd for at få et arbejde. Jeg siger, at arbejdsgiveren skal have ret til at fravælge ansøgere, der ikke vil give hånd - fordi religion ikke er nogen gyldig grund til at forskelsbehandle andre. Jeg ville heller ikke ansætte en medarbejder, der ikke ville give hånd til folk med en bestemt hudfarve.

Jan E. Jørgensen

25. december 2019 19:43

Den skal ses - gerne med (større) børn - så de kan lære lidt om kommunismen.

Jan E. Jørgensen

25. december 2019 19:34

Mit gæt er, at skolepolitikken bliver det værste ved denne regering.

Jan E. Jørgensen

24. december 2019 15:57

Jans julekalender
❤️❤️❤️
Juleaftensdag

Vi har haft travlt i dag, så dagens julekalender bliver skrevet, mens jeg venter på, at julegudstjenesten går i gang i Godthåbskirken.

Tro, håb og kærlighed - men størst af disse er kærligheden. Det er kernen i julens budskab - og den største kærlighed i mit liv er Jane - min hustru og mor til mine to børn.

Vi blev kærester for lang tid siden. Jeg plejer at sige, at FN bragte os sammen, for det var pga FN’s internationale ungdomsår i 1985, at vi mødte hinanden. Jane var spejder, og de havde taget inititativ til, at ungdommen på Frederiksberg skulle samles og lave noget ungdomsagtigt. De skrev rundt til alle ungdomsorganisationer i kommunen - herunder Venstres Ungdom.

Vi troppede op og fik blandt andet en aftale igennem med den lokale distriktsavis - Frederiksberg Posten - hvor vi hver uge skulle levere en halv side under den opfindsomme rubrik: Ungdomsposten. Redaktionen bestod af Jane og mig samt Mette og så endnu en VU’er - vi kunne kalde ham Preben - for det hedder han.

Det var tæt på at gå galt. Preben fik nemlig den geniale idé, at vi skulle lave en valgplakat med ham - hvor Jane og Mette krammede ham. Og så overskriften: Vi holder på Preben. Eneste problem var, at vi ikke ikke ville spørge pigerne først - for så siger de jo bare nej, som Preben sagde.

Til Janes første valg kunne hun derfor se sig selv på valgstedet optræde på en Venstre valgplakat. Det blev de lidt sure over - hvad man jo egentlig godt kan forstå.

Det blev klaret ved en middag på restaurant Bali på Kongens Nytorv, og vi blev gode venner igen. Så gode, at jeg inviterede Jane med til fest på mit gamle gymnasium.

Og så ... blev vi kærester.

På vores 10 års kærestedag var vi i Rom - jeg friede - hun sagde ja - og 29. juni 1996 blev dette billede taget ved Frederiksberg Kirke, hvor vi blev gift - og hvor jeg i sin tid blev døbt. Jeg græd af glæde, da jeg så hende i kirken. Så smuk og dejlig - og nu var hun min.

Forleden så jeg en avisoverskrift: jeg har aldrig været sindssygt forelsket i min kone. Det har jeg - og hvis man fjerner sindssygen, som jo heldigvis forsvinder forholdsvis hurtigt - så er jeg det stadig.

Hver dag. Hverdag og fest. Arbejdsdage og feriedage.

Er ægteskab bliver et arbejdsfællesskab, hvor man skal lave indkøbssedler og bestille blikkenslager. Det bliver et forældreskab - hvis man er heldig - hvor man vågner midt om natten, når de er små, og hvor man vågner midt om natten, når de er store, fordi de ikke er kommet hjem endnu.

Men man skal først og fremmest huske at blive ved med at være kærester. Det er vi gode til - Jane og jeg. Og vores kærlighed varer ved til døden os skiller - det tror jeg - og det håber jeg.

Glædelig jul - til dig - og til kærligheden i dit liv.

Jan E. Jørgensen

23. december 2019 17:19

Jans julekalender
🚝🛳✈️
Lillejuleaftensdag 23/12

Juleaften holder vi hjemme hos os selv. Sådan har det været siden 2001 - og så kommer hele familien hjem til os. Janes lillebrors familie går på skift - ligesom vi selv gjorde i nogle år. Hjemme hos min morfar og mormor, min mor, min svigermor eller min svigerfar.

Kun et enkelt år har jeg holdt jul ude - langt ude - helt ude i Fjernøsten i Hong Kong. Julen 1988, da det stadig var en britisk kronkoloni.

Jane og jeg var taget på en lang rejse - 10 måneder som rakte ind over julen. Jeg havde en plan om at rejse jorden rundt - uden at flyve - før det blev moderne. Til lands, til vands, men ikke i luften. Sjælen skulle med - som den kun kommer, når man rejser langsomt og oplever landskabet, der forandrer sig og tidszonerne, der skifter i så langsomt tempo, at man slet ikke når at få jetlag.

Det lykkedes ikke helt. Det er nemlig nærmest umuligt at komme videre fra Australien til Sydamerika med skib, så vi gik lidt på kompromis og splittede rejsen op i to.

Jane har netop foræret mig en globus i adventsgave, hvor man kan plotte sine rejser ind med knappenåle, og det fik tankerne til at flyve tilbage til vores to store rejser.

Den første 10 måneder lange rejse gik med tog og færge fra København til Moskva, hvor vi tog med Den Transsibiriske Jernbane - for seks dage senere at lande i Beijing. Her kørte vi rundt i 2-3 måneder med tog - i det klasseløse, kommunistiske samfund, hvor der ikke eksisterer 1. og 2. klasse - så i stedet er der soft seat og hard seat, som jo er noget helt, helt andet.

Juleaften var vi i Hong Kong - som vi fejrede sammen med gode venner, som vi havde fået på rejsen. Ham, der tog billedet, er fra USA. Han var med til vores bryllup, og vi har besøgt hinanden flere gange siden da. Blandt andet en jul, hvor han var med sin kæreste i København.

På billedet er det mig til venstre - i korte ærmer - for der var over 20 grader og høj sol. Så kommer min dejlige Jane og ham den høje var en svensker, som vist nok hedder Hans. De to piger var englændere - den mørkhårede hedder Sue og den lyshårede har jeg glemt navnet på. Yderst til højre Susanne, som var meget svensk på den meget svenske måde.

De fleste mennesker er etnocentriske i et eller andet omfang. Vi placerer vores etnicitet og traditioner i centrum som det normale - og alt andet er afvigelser. Alene af den grund må det anbefales at rejse rundt i verden og opleve, at tingene kan gøres anderledes og stadig være være helt i orden.

Juleaften i Hong Kong var ikke en aften i familiens skød - det var nærmest som nytårsaften. Vi var på restaurant på et hotel, hvor englænderne blev helt salige, da de så, at der var Christmas Pudding. Gaderne var spærret af, så folk kunne gå rundt og tage billeder af hinanden foran de flotte julepyntede butiksfacader. Selv om de færreste i Hong Kong er kristne, så var der jul overalt. Min mor havde givet mig et ti centimeter kunstigt juletræ med i rygsækken, så vi ikke skulle undvære jul - det var helt overflødigt.

Senere på aftenen hørte vi livemusik på et spillested. Familien fik et telefonopkald fra en mønttelefon.

Anderledes - men en dejlig aften.

Fra Hong Kong gik turen videre til Macao, som dengang var en portugisisk koloni og derfra tilbage til kommunist-Kina, hvorfra vi sejlede til Japan. Tre ugers rundrejse med det noget mere effektive Shinkansen lyntog - og så fløj vi for første gang - til Bali. Her blev kørekortet til motorcykel taget i brug i en måned - så fløj vi til Sydney - 100 dage i en bil, vi købte og solgte igen i Darwin. Fly til Malaysia. Tog til Thailand. Fly til Calcutta. Tog til Delhi. Og så hjem med fly efter 10 måneders dannelsesrejse, som jeg aldrig vil glemme.

Efter at være blevet bachelor på jurastudiet tog vi fem måneder til USA og Sydamerika. Greyhound bus tværs over USA - fly, tog og bus helt til Ildlandet i bunden af Chile. Videre med bus gennem Argentina og Brasilien.

Hjem - meget brune og klar til overbygningen på universitetet.

Var det ikke dyrt? Jo - men ikke så slemt endda, for vi rejste billigt. Men det tog tid. Faktisk havde jeg fem sabbatår, før jeg begyndte af læse. Fire år, hvor jeg arbejdede og et år, hvor vi rejste. Studiet tog af samme grund et år mere end normeret. Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg vil endda anbefale det til alle andre.

At rejse er at leve.