Dine organer er dine - men hvad skal der ske med dem, når du ikke længere selv har brug for dem?

I dag fungerer det på den måde, at staten formoder, at du vil beholde dem og tage dem med dig i graven - medmindre du aktivt har tilmeldt dig donorregisteret og fortalt, at dine organer godt må gives til et medmenneske, der har brug for det.

Det er kun ca. hver fjerde af os, der har tilmeldt sig donorregisteret. Jeg tror, at det skyldes, at vi ikke kan lide at tænke på døden. Der er heller ikke så mange, der har skrevet testamente. Det kan jeg gøre senere, tænker vi. Men ingen kender dagen. Døden kan komme til os pludseligt. Det er livets barske realiteter.

Jeg ønsker formodningsreglen vendt på hovedet. Hvis man ikke aktivt har frabedt sig, at andre kan få glæde af ens organer, så må det betyde, at man vil gerne vil donere dem. De pårørende skal have stadig have mulighed for at modsætte sig, men udgangspunktet må være, at man naturligvis gerne vil hjælpe et medmenneske, der har desperat brug den nyre eller det hjerte, som man ikke længere selv har brug for. Ligesom man selv og ens pårørende ville være taknemmelige for at modtage et organ fra en anden.

Hvis man af den ene eller anden grund føler stærkt for, at man skal begraves med alle organer intakt, så skal det naturligvis respekteres, men det må forudsætte, at man har tilmeldt sig et register.

Jeg er med på, at disse spørgsmål er vanskelige. Jeg respekterer naturligvis, at man kan være uenig med mig. Jeg minder blot om, at der alene er tale om en formodningsregel. Formoder staten, at du vil beholde dine organer, hvis du ikke selv har givet udtryk for andet? Det gør staten i dag - og det er helt ude af trit med, hvordan langt de fleste mennesker har det. Formodningsreglen skal derfor vendes på hovedet.

Der dør hvert år mange mennesker, som kunne have været reddet, hvis flere havde været tilmeldt donorregisteret. Det kunne være dig selv - eller dine kære. Samtidigt hører jeg fra flere sider, at det kan være en lille trøst for de pårørende midt i det ubegribelige tab, at en lille del af den afdøde kan hjælpe et medmenneske med at leve videre.

Verdensklasse ! Tillykke🇩🇰

For 10 år siden foreslog Mads Rørvig og jeg, at værnepligten blev udvidet, så den også omfatter kvinder.

Det var tiden ikke helt moden til - men nu er det lykkedes. Hele regeringen støtter ligestilling i forsvaret. Der er så mange dygtige kvinder i det danske forsvar, og det er gammeldags at forskelsbehandle mænd og kvinder.

I politik skal man have tålmodighed, men til gengæld er glæden så meget større, når det så endelig lykkes.

Kig godt på dette foto. Er det ikke et dejligt billede - den bevæbnede ordensmagt, som kører vuggestuebørn i sikkerhed efter en gaslækage.

Jeg kommer til at tænke på turistplakat med betjenten, der holder trafikken tilbage, så en lille andefamilie kan komme trygt over vejen.

Det billede siger mere end 1000 ord om Danmark.

Tak til politi, Frederiksberg Forsyning, personalet i Fredeirksberg Folkebørnehave og vuggestue - og selvfølgelig til Frederiksberg LIV for dette bud på årets pressefoto.

P.S. alt er endt lykkeligt, og ingen er kommet til skade 🙏🏼

God annonce

Helt enig

Virkelig interessant. Danmark har ikke klaret sig bedre end Sverige gennem covid-19 inkl. årene efter.

Læs, før du kommenterer. Det er nedenstående et ret godt eksempel på.

Mange læser kun overskriften på en artikel, men føler sig alligevel kaldet til at komme med alle mulige skråsikre kommentarer.

I dette tilfælde har personen end ikke læst overskriften. Og alligevel kommer kommentaren: “Han skal udvises på stedet. Han skal ikke være i et dansk fængsel.”

For det første er der tale om en City-spiller. Altså Manchester City. Så sandsynligheden for, at de seks voldtægter er begået i Danmark er ikke stor - så allerede af den grund skal han naturligvis ikke i fængsel i Danmark.

Bevares - det er ikke noget, som alle ved.

Men hvad der er vigtigere: han er blevet frifundet. Det er ikke bevist, at han har gjort det. Siden hvornår er man begyndt at sætte frifundne i fængsel? Her kan man ikke undskylde sig med manglende viden om klubfodbold.

Herregud - det er gået lidt stærkt, tænker du måske. Ja - og det er sådan set hele pointen.

Når vi handler hurtigt, så handler vi pr. instinkt. Fordomme får lov at tage over. I dette tilfælde ser man en sort mand og ordet voldtægt, og dommen falder hurtigt: smid ham ud!

Er det ikke sørgeligt? I øvrigt er han franskmand, men det er blot en ekstra krølle på historien.

Hvis du har lyst til at blive klogere på dig selv og andre, så læs: At tænke hurtigt og langsomt af Daniel Kahneman. Et mesterværk om adfærdspsykologi. Vi har brug for at tænke lidt langsommere - og tænke, før vi kommenterer.

Jeg vil selv forsøge at leve op til det i det kommende år. Godt nytår.

Magasinet Kommunen har begået et virkelig godt portræt af Frederiksbergs socialdemokratiske borgmester Michael Vindfeldt.

Med en overordentlig venlig omtale af mig, som du ikke skal snydes for.

Tak Michael. Af en socialdemokrat at være, så gør du det sgu meget godt.

“Hvilken politiker er sværest for dig at vinde over i armlægning?

Det er Jan E. Jørgensen (V). Han er en gudsbenådet retoriker. Vi laver sådan set nogle fine aftaler, men han er sindssygt god til at debattere og dreje tingene, så man kan komme til at fremstå lidt småfjollet. Jeg kender hans taktik, jeg gennemskuer, hvad det er, han gør, fordi han har samme baggrund som mig. Det er advokat-taktik, hvor han procederer en sag og drejer tingene til sin egen fordel. Og så er han ovenikøbet vanvittigt sjov. Jeg skal holde en tale for ham i næste uge til hans jubilæum. Den bliver stødende også, kan jeg godt love. Det kan han godt tåle.”

Jeg har fortalt BT lidt om mine favoritøjeblikke fra Matador. Lise Nørgaard var liberal - og det kan man godt se i Matador. De konservative (Varnæs, Oberst Hackel, den småborgerlige snob hr. Schwann) har en status, som de er født til - nedarvede privillegier, som de mister, da de langt om længe får konkurrence.

Socialdemokraterne og kommunisten Røde er sympatiske - men også lidt dobbeltmoralske. Især Røde.

Heltene er iværksætteren Agnes, Mads Skjern og min egen favorit: Katrine Larsen.

Tak til Lise Nørgaard for et enestående Danmarks-portræt, som vi alle - uanset politisk tilhørsforhold - kan se os selv og noget positivt i.

Her er, hvad jeg sagde til BT:

Venstres Jan E. Jørgensens favorit er Katrine Larsen, grisehandlerens handlekraftige kone.

»Jeg vælger selvfølgelig én af Venstre-mændene, eller rettere -kvinderne, nemlig Katrine, grisehandlerens kone. Skjern var også Venstre-mand, men han kommer jo også til at begå urimeligheder, hvor Katrine så er inde og vise den rummelige menneskelighed, som højskole-Venstre, i mangel af bedre ord, står for.«

»Jeg husker særligt to scener. Den, hvor Mads Skjern gerne vil belønne Ellen, fordi hun har klaret sig godt i skolen. Det er jo fint, hun får en hest. Så køber Katrine en hest til Daniel, fordi hun ikke synes, man skal gøre forskel på børnene. Hun finder sig ikke i nedgraderingen af Daniel, der jo viser sig at have en fantastisk kreativ åre. Det er jo helt tilbage til Kain og Abel, at den der måde at splitte børn ud mod hinanden, det skal man simpelthen bare lade være med som forældre.«

»Derudover er det scenen, hvor Mads Skjern finder ud af, at Daniel er homoseksuel. Og så siger han, at »han er jo syg i hovedet«, hvor hans kone Ingeborg virkelig sætter sig i respekt og siger, »du er syg i hovedet« til Skjern. Der skal man huske, at det er slut-70erne. Det er før, der var noget, der hed LGBT, hvor Lise Nørgaard får sat ord på, at vi skal respekteres for den, vi er.«