Folketingsmedlem Jan E. Jørgensen, Venstre

🇩🇰 Grundlovsdag er aflyst. Mette Frederiksen overholder den alligevel ikke. Sådan skrev en munter sjæl på et af de sociale medier – men baggrunden er jo ikke så munter. For siden sidste år har vi desværre oplevet en regering, som har udvist en manglende respekt for helt grundlæggende, grundlovssikrede rettigheder. Jeg er helt med på, at vi har stået – og jo stadig står – i en historisk sundhedskrise – en pandemi – som ingen af os kendte det fulde omfang af, da den brød ud. Hvor farligt var corona? Hvor mange mennesker ville dø? Kiggede vi ind i en gentagelse af den spanske syge? En influenzaepidemi, der som slog millioner ihjel. Tallene varierer. Nogle kilder siger 20 millioner. Andre siger over 50 millioner. Den 1. verdenskrig, som rasede samtidigt, krævede omtrent 10 millioner ofre. Så Den Spanske Syge slog mange gange flere ihjel, end der døde på slagmarkerne og i skyttegravene. Vi kan også tage et par andre tal. Dengang boede der 2 milliarder mennesker på jorden. I dag er vi næsten 8 milliarder. Så vi skal gange med fire, hvilket betyder, at en gentagelse af Den Spanske Syge ville slå mellem 80 og 200 millioner mennesker ihjel, hvis man omregner til nutidens forhold. Samtidigt var der primært tale om unge mennesker i alderen 15 til 45 år, som døde under Den Spanske Syge. Ikke plejehjemsbeboere med et langt, levet liv bag sig og få år foran sig, men unge mænd og kvinder – mødre og fædre – sønner og døtre. Danmark slap relativt billigt – her døde ”kun” mellem 15 og 18.000 mennesker. Ord gør som regel større indtryk end tal – så tillad mig at læse lidt op af en artikel fra Dansk Sygeplejehistorisk Museum. “Det første dødsoffer for den spanske syge var en sygeplejerske. Mathilde Nielsen passede de syge soldater på Sølvgade Kasserne, der var blevet ramt af den nye mystiske influenza. Her blev hun smittet og døde efter få dage. Den første bølge klingede af i august måned, men så kom den tilbage med endnu større kraft i efteråret 1918. Nu begyndte patienterne at dø. Ikke af influenzaen, men af tilstødende luftvejskomplikationer. Uden penicillin stod lægerne magtesløse og kunne kun se til, mens patienterne blev blå i huden og hev efter vejret. Hospitalerne var overfyldte, og der blev indrettet lazaretter i mere eller mindre egnede lokaler. Flere samfundsfunktioner som for eksempel postvæsenet måtte i perioder indstille driften, fordi medarbejderne lå syge. På Bispebjerg Hospital var medicinsk afdeling B udset til at være specialafdeling for influenza. Dødeligheden var så høj, at man måtte inddrage lagerrum i det vidtstrakte tunnelsystem til opbevaring af de døde, der ind i mellem måtte lægges på gulvet. Ud af hospitalets 190 sygeplejersker og elever blev de 111 syge, og mindst fire af dem døde. Det siger sig selv, at det har været et umenneskeligt slid for de raske medarbejdere at klare arbejdspresset. For at beskytte personalet mod smitte indførte man som noget nyt ansigtsmasker, som ellers kun blev brugt ved operationer. Spørgsmålet er, hvor virkningsfulde de har været. I det hele taget blev der eksperimenteret med forskellige vidundermidler, som skulle forebygge smitte. På Kommunehospitalet i København købte man cigarer, så personalet kunne prøve at ryge sig fri af smitten. Lægerne stod i starten magtesløse, for de anede ikke, hvad sygdommen skyldtes. Sundhedsstyrelsen offentliggjorde 12 gode og fornuftige råd, der handlede om god hygiejne, isolation af de syge og nødvendigheden af at undgå større forsamlinger. Myndighederne forsøgte at dæmme op for smitten ved at lukke skoler og forlystelsessteder, mens man helst ikke ville lukke kirkerne, det var jo ikke forlystelsessteder.” Så jeg forstår godt, at regeringen i begyndelsen anlagde et forsigtighedsprincip. Det ville vi også have gjort. Jeg bebrejder heller ingen, at der i begyndelsen blev truffet besynderlige beslutninger – for vi befandt os alle i noget nær panik. Det, der undrer mig, er, at regeringen bliver ved med at overreagere. Nu kender vi omfanget af coronaen og ved, at dens konsekvenser ikke er i nærheden af den spanske syge. Vi ved, at den primært rammer gamle mennesker – og det er også trist – men trods alt ikke lige så trist, som hvis unge mennesker med livet foran sig, dør. Vi kan behandle patienterne, så langt de fleste overlever. Vi er i fuld gang med at vaccinere, fordi private virksomheder på rekordfart har udviklet effektive vacciner med få bivirkninger. Vi har endda så meget styr på pandemien, at vi kan tillade os den luksus at sige nej tak til to vacciner på grund bivirkninger - som er langt færre end p-piller. Og alligevel, så fortsætter restriktionerne. Ikke helt så skøre som påfundet under den spanske syge med at ryge cigarer for at kvæle smitten, men tæt på. Mange af de skøreste er heldigvis afskaffet igen, men lad os tage a trip down memory lane og mindes bare et par stykker af de mystiske beslutninger, som vi har været igennem, siden vi sidst kunne samles til grundlovsdag. Der skulle bestilles bord på restauranter mindst en halv time før. Kravet gjaldt også McDonalds og Burger King. Palæbar og Toga Vinstue. For slet ikke at tale om Monarch cafeteriaerne langs de danske motorveje. ”Hvad unger – er I sultne? Så prøv lige at regne ud, hvilken Monarch vi rammer om sådan cirka en halv time, så jeg kan ringe og bestille bord”. Gymnasieelever måtte kun være fysisk i skole hver anden uge, men de måtte godt gå på café – så kunne de mødes med læsegruppen på caféen, når kantinen var lukket. Der blev åbnet for udendørs idræt – men højst med 20 deltagere på én gang. Og hvor mange er det nu lige, der er på et fodboldhold? Isolationskravet efter erhvervsrejser blev lempet, så erhvervsrejsende fik lov til at tage direkte på arbejde fra Kastrup Lufthavn. Når det blev fyraften, så skulle de dog tage hjem og holde sig i isolation indtil de skulle på arbejde igen – og sådan skulle det fortsætte i 14 dage. Fri i arbejdstiden – isoleret i fritiden. Eller tag de automatiske sogne-nedlukninger, som vi stadig døjer med, og som eksempelvis betyder, at fx Gefion Gymnasium i det indre København måtte sende alle 1.250 elever hjem, selv om ikke én elev var smittet. Gefion er så uheldig at ligge i samme sogn som de gule huse fra Christian den fjerdes tid - Nyboder – hvor der den dag i dag bor mange fra det danske forsvar – herunder officerskadetter fra Frederiksberg Slot - hvor der var et stort smitteudbrud. At lukke Frederiksberg Slot gav god mening, men hvorfor skulle det gå ud over Gefion Gymnasium? Museer blev også ramt af sognenedlukningerne, så Arken i Ishøj har været lukket. Jeg ved ikke, om I har været der, men det ligger ude ved vandet – helt for sig selv. Og gæsterne på museet kommer jo langt fra kun fra Ishøj. Og apropos Ishøj – så ligger der også en swingerklub, hvor gæsterne lystigt kunne boltre sig blandt andet i Trollebolleskoven, alt imens diskoteker og natklubber måtte holde lukket. Prøv at finde artiklen fra Berlingske, der ret muntert beskriver det absurde eksempel. Hvorfor? Jo – fordi swingerklubber var kategoriseret som fitnesscentre. Det er dog siden blevet ændret, så swingerklubber nu er kommet i samme kategori som kontaktsport. Ja – det kan man vel også kalde det. Og vi bliver i Ishøj, men bevæger os op over bæltestedet. Lavprisvarehuse som eksempelvis Bilka i Ishøj har nemlig som de eneste lovligt kunne sælge udvalgsvarer gennem hele pandemien. Hvorfor? Fordi de også sælger dagligvarer, og det er angiveligt for besværligt at lukke afdelingerne med udvalgsvarer. I en række andre lande var der imidlertid uproblematisk at lukke lavprisvarehusene delvist. Så svært er det altså ikke at kende forskel på fladskærmsjernsyn og fladfisk – syltetøj og legetøj – vingummi og gummistøvler. Så hvor det under den spanske syge var kirkerne, man helst ikke ville lukke, så er det nu Bilka, der er det helligste hellige for nationens landsmoder. Og apropos butikker, så var der den helt fantastiske regel om, at butikker, der er større end 5.000 kvm kun måtte genåbne mod tidsbestilling. Og de måtte kun lukke få ind ad gangen – svarende til 250 kvm pr kunde. Så i en butik på 5.000 kvm måtte der være 20 kunder. I en mindre butik på 2000 kvm måtte der være 200 kunder. Altså 10 gange så mange – i en butik på mindre end den halve størrelse. Og naturligvis var det forbudt at sælge biler indendørs - men kunderne måtte gerne komme ind på værkstedet. Vi skulle have holdt bryllup hjemme i haven en lørdag – fredag eftermiddag på et pressemøde meddelte statsministeren imidlertid, at festen skulle lukke ved midnat – og at der højst måtte være 50 gæster. Held i uheld kan man sige – for brylluppet var allerede blevet aflyst om onsdagen - da brudeparret havde fået corona. Andre måtte bruge fredag aften på at ringe til gæst nr. 51, 52, 53 og så videre – og fortælle, at godt nok er vi tætte venner – der er bare lige 50 andre som er endnu tættere end jer. Statsministerens eget bryllup blev dog holdt – med 90 gæster – og tillykke med det. Bare lidt svært at forstå, at der så nu kun må være 50 gæster – i betragtning af at alle gæster, der er fyldt 50 i modsætning til dengang nu er vaccineret. Grænserne var lukkede, med mindre man havde et anerkendelsesværdigt formål. Det kunne være arbejde, men ikke et besøg hos sin kæreste. Især ét eksempel gjorde et dybt indtryk på mig – i en grad så jeg bragte det videre og heldigvis fik lempet restriktionerne yderligere. En ung kvinde med en kræftsyg kæreste fik at vide, at hun ikke måtte besøge ham på hospitalet. Hun fik dog besked på, at hun var velkommen til hans begravelse. Det er så hjerteskærende, og heldigvis kunne regeringen godt selv se, at den var helt gal, så det blev ændret. At den var helt gal med de respiratorer, der blev tilbudt til Italien, opdagede regeringen imidlertid først efter, at jeg med hjælp fra gode kollegaer fra alle andre partier end SF og Nye Borgerlige fik uddelt en såkaldt næse til hele tre ministre – udenrigsministeren, sundhedsministeren og forsvarsministeren. Det blev beregnet, at der ville være behov for op mod 1000 respiratorer i Danmark. På intet tidspunkt har mere end 150 respiratorer været i brug. Italien – hvor pandemien har været virkelig slem – fik et tilbud om nogle ubrugelige og decideret livsfarlige respiratorer, da det stod allerværst til i Støvlelandet på trods af at vi ikke selv havde brug for respiratorerne. Iflg. regeringsdokumenter var tilbuddet mest af symbolsk karakter. Bliver det alt sammen bedre snart? Forhåbentlig – men glæd jer ikke for tidligt, for statsministeren kan ikke garantere, at alle restriktionerne løftes – selv ikke når alle danskere er vaccinerede. Venstre har længe argumenteret for, at alt skulle åbnes, når alle over 50 var vaccinerede – med undtagelse af natteliv og store festivaler, hvor der dog kun skulle være åbnet for folk med coronapas. Hvorfor det ikke kan lade sig gøre, forstår jeg stadig ikke. I går var der 145 indlagte – en stigning på blot 2 på et døgn. Meget langt fra sundhedsmyndighedernes skrækscenarie på 870 hospitalsindlagte i midten af april. En kæmpe fodboldfest i Brøndby med tusindvis af fulde fans i gule trøjer medførte en stigning i smittetallet på blot 92. (Og tillykke med det ...) “I betragtning af, hvor mange mennesker der var samlet på og udenfor stadion, så er det jo et relativt lavt tal” udtaler professor i immunologi på Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen. Og så var der lige det med grundloven. Som jeg startede med. En masse mink blev smittet med corona, og der udbrød en frygt for, at den særlige variant, som angreb minkene, ville kunne brede sig og samtidigt gøre de vacciner, der var på vej, virkningsløse. Og det ville selvfølgelig ikke være så godt. Det har imidlertid vist sig ikke at holde stik, men regeringen havde så travlt med at få slagtet samtlige mink på dansk jord, at man end ikke kunne vente på det nødvendige lovgrundlag. Hvorfor er det nu så alvorligt? Du og jeg må – populært sagt – gøre alt det, som ikke er forbudt. For offentlige myndigheder forholder det sig imidlertid omvendt. De må kun gøre alt det, som udtrykkeligt er tilladt. Der skal være lovhjemmel, som det hedder. Man må ikke bare beordre politi og militær ud til minkfarme for at sikre, at alle mink slås ihjel. Det må man kun, hvis man har fået lov til det – i en lov – vedtaget af folketinget. Men det kunne man ikke vente på. Og det værste er næsten, at Mette Frederiksen fremturer med, at hun ville handle på nøjagtig samme måde, hvis hun kom i samme situation igen – at hun intet fortryder. Det er en eklatant mangel på respekt for vores grundlov. For vores folkestyre. For vores retssamfund. Med lov skal land bygges – Jyske Lov – 1241. Der er intet nyt under solen, men statsministeren har travlt. Og da minkene var slået ihjel, så blev de gravet ned. Her kunne man da heller ikke vente på miljøgodkendelser og den slags. Nu skal de graves op igen, fordi de truer grundvandet. Det kommer til at koste en formue, og det er en miljømæssig katastrofe. Hvorfor smed man dem ikke i gylletanke, som Venstre foreslog? Så kunne man successivt køre dem af sted til forbrændingsanlæg – så de kunne gøre en smule nytte som fjernvarme. Lidt dyrt at fyre med mink kan man sige – men langt billigere end alternativet. Sådan går det, når man kun lytter til sig selv. Har andre lande slået deres minkerhverv ihjel for tid og evighed? Nej – kun Danmark, som for resten producerede verdens bedste mink. Så håber jeg på en rigsretssag mod Mette Frederiksen? Ja – det gør jeg. Hvorfor? Fordi statsministeren handlede ulovligt. Hun fortsatte, selv da hun fik at vide, at det var ulovligt. Og hun har intet fortrudt. Hvor har man hørt det før? I må selv gætte, men den pågældende er rødhåret. Hun er god til at bage kager. Og så er hun ikke længere næstformand for Venstre. Så hjælper jeg altså heller ikke med mere. Mange tror, at Grundloven sætter en række håndfaste og klare grænser for, hvad man må som lovgiver og regering. Det er forkert. Folketinget skal åbne den første tirsdag i oktober kl. 12 – det er en ret præcis regel, og den står i grundloven, men bortset fra det, så er det en lov, der er upræcis og fuld af undtagelser. Det er nødvendigt, hvis loven skal være langtidsholdbar. Så når en minister stiller sig op og siger, at en lov holder sig inden for grundlovens grænser, så kan det sagtens være rigtigt, men man kan også være forholdsvis sikker på, at den pågældende lov kun overholder grundlovens ord – ikke dens ånd. For hvorfor skulle ministeren ellers tale om grundlovens grænser? Frihedsrettighederne i grundloven har størst betydning som politisk og moralsk kompas. Når der f.eks. står, at man har ytringsfrihed – dog under ansvar for domstolene – så betyder det, at en hvilken som helst ytring kan gøres ulovlig. Da jeg i det forrige århundrede havde forfatningsret på Københavns Universitet, så var eksemplet fra guruen på området – Alf Ross – at man uden at bryde grundloven kunne forbyde kritik af den til enhver tid siddende regering eller sågar referat af sportsbegivenheder. For undtagelsen udhuler hovedreglen – så hvis folketinget ikke respekterer hovedreglen, så mister grundloven meget af sin værdi. Lad os tage debatten om regeringens opholdsforbud som det seneste eksempel. Kort fortalt, så gik lovforslaget ud på at skabe tryghed. Der ér parker, pladser, s-togs stationer, veje og viadukter – hvor det ikke er trygt at færdes. Det er et reelt problem. Hvordan ville regeringen løse det problem? Jo – ved at sætte skilte op på den utrygge plads med teksten: ophold forbudt. Opholdsforbuddet ville ramme alt og alle. Så regeringens svar til den bekymrede mor, der ikke tør lade sin søn spille fodbold i parken på grund af nogle truende typer – det er at forbyde sønnen at spille fodbold i parken. Et problem mindre. Altså helt ærligt. Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti har åbenbart en fortid som dørmand. Og som han sagde ved debatten i Folketinget, så smed de nogen gange folk ud – og gav dem karantæne. Men hvis der var ballade, så lukkede de da ikke hele diskoteket og smed alle gæsterne ud! Venstres svar på utryghed er, at vi kun skal give et opholdsforbud til ballademagerne. Selvfølgelig. Kollektiv straf er uliberalt – og det er udansk. Heldigvis lykkedes det at få regeringens lovforslag til at falde med et brag. For kun fjerde gang på 10 år, så led regeringen nederlag i folketingssalen på sit eget lovforslag. Det var lidt af en kamp at nå dertil, men jeg kan godt fortælle jer, at det var en fantastisk følelse, da det lykkedes. Det er ikke hver dag, at jeg føler, at jeg har gjort en forskel – men den følelse havde jeg i torsdags. Regeringen forsvarede sig med, at lovforslaget holdt sig inden for grundlovens rammer, og det skal nok være rigtigt. Når man uden at bryde grundloven kan forbyde forsamlinger på helt ned til 2 personer – som det er sket under corona – så kan man vel også lave et opholdsforbud. Men at det er en indskrænkning af den personlige frihed er indiskutabelt. Eller – det er måske bare i forhold til et borgerligt, liberalt – og gammeldags – frihedsbegreb. Når vi har en socialdemokratisk justitsminister, der ikke kan kende forskel på tryghed og frihed, og som i ramme alvor kan påstå, at jo mere overvågning – des mere frihed – så kan det måske godt diskuteres. Og når den socialdemokratiske statsminister mener, at pligt til at bære mundbind ikke er en indskrænkning af den personlige frihed, så er alt åbent. Vi kæmper en krig om ord – retten til at definere grundlæggende begreber. Hvis man ikke forstår vigtigheden af betydningen af ord – så må jeg anbefale genlæsning af Orwells klassiker 1984 om et totalitært samfund, hvor sproget bruges aktivt til at fastholde magten – nysprog udtænkt i Ministeriet for Sandhed. Og nej Mette Frederiksen er ikke Big Brother – eller Big Mother for den sags skyld. Det siger jeg ikke – men jeg siger, at vi som liberale er nødt til at insistere på, at frihed er fravær af tvang. Og at tryghed er fravær af frygt. Begge dele er vigtige – men den uindskrænkede tryghed betyder, at man mister sin frihed. En fugl i bur er tryg – men ikke fri. Og en dansker, der er tvunget til at gå med mundbind, ikke må være i byen efter kl. 22 og skal holde sig inden for landets grænser – ja han eller hun er muligvis bedre sikret mod at få corona – men fri er personen ikke. Det kan være nødvendigt at indskrænke friheden – men aldrig mere end nødvendigt – og aldrig længere end nødvendigt. Jeg er ked af, at min tale i år er lidt syrlig, spids og sarkastisk. Den har imidlertid en optimistisk konklusion. En konklusion om, at der er brug for Venstre. Danmarks liberale Parti. Venstre classic. Personlig frihed. Vi har vænnet os til frihed. Vi har taget friheden som en selvfølge. Vi har måske ikke helt værdsat friheden nok. Men nu, hvor vi har levet med indskrænkninger af friheden i snart halvandet år, så mærker vi på egen krop, hvor meget grundlovens frihedsrettigheder egentlig betyder. Friheden til at bevæge sig. Friheden til at forsamle sig. Friheden til at mødes med hvem man vil, hvor man vil og hvornår man vil. Disse rettigheder er ikke selvfølgeligheder – og disse rettigheder er ikke lige vigtige for alle. Socialdemokrater har alt for let ved at give køb på friheden. De vil altid vælge tryghed frem for frihed. Der er forskel på liberale og socialdemokrater. Det står mere tydeligt, end det har gjort i mange år. Socialdemokraterne kalder os gammeldags. Lad dem gøre det. Gammeldags dyder går aldrig af mode. Venstre er et gammelt parti. Grundloven er en gammel lov. Friheden er værd at kæmpe for – og den kamp kæmpes bedst af os i Venstre. Glædelig grundlovsdag.

Jan E. Jørgensen

STå Sammen

Sagt om jan

KIRSTEN BIRGIT SCHIØTZ KRETZ HØRSHOLM,
DEN KORTE RADIOAVIS:

Dan Rachlin, tv-vært og DJ:

Mærkesager

En bæredygtig fremtid for vores børn

Styr på trængslen i Storbyen

VÆR SOCIAL